Ledelse og mål

Ledelse er et hot emne. Der tales om det dagligt, og der findes tonsvis af litteratur om, hvordan man kan få organisationer til at optimere alt fra kundetilfredshed, til personaletilfredshed,  til øget kvalitet og til det, som nok er det, der driver værket i den vestlige verden, hvordan man får den bedste indtjening. Man føler, at man må måle og finder det ene surrogatmål efter det andet.

Efter mange år i Sundhedsvæsenet har man oplevet, hvordan det lykkedes at få en stor organisation omkring kvalitet op at stå, bruge millioner af kroner på at udvikle et målesystem, som blev brugt til at dokumentere, at vi kunne dokumentere, men som ikke flyttede på kvaliteten af behandlingen af patienter – og som fjernede ressourcer fra det der betød noget  for alle sundhedsprofessionelle nemlig kontakten til patienten og forståelsen af patientens problem (brugeren).

Der er udviklet talrige visioner og strategier for, hvordan vi kan få det rigtige mål for kvalitet. Respekt for dette, men vi har, som  nobelpristager Kahneman skriver, ændret fokus og spørgsmålet fra at være, om hvordan får vi mere kvalitet for pengene ændres til, hvordan måler vi kvalitet. Hvis vi skal have medarbejdere til at få arbejdsglæden igen og forstå de visioner og strategier, der bærer virksomheden frem, skal vi som ledere være i stand til at dirigere organisationen som en dygtigt dirigent, så den bedste musik, orkestret kan frembringe, høres. Det skal give mening for den enkelte musiker at sidde på hver eneste plads i orkestret. Der skal være respekt om alle de medarbejdere, der arbejder hver eneste dag for at bibringe organisationen, det bedste de kan – og det er lederens opgave at sikre, at det lever op til kvaliteten ganske, som det er dirigentens opgave at få musikken til at leve.